Tartuhus fylder 50 år med fest og fællesskab
Omkring 50 beboere var med, da Tartuhus fejrede 50-års jubilæum med musik, god mad og aktiviteter for både store og små.
Der var både sol, musik og højt humør, da Tartuhus lørdag den 5. september fejrede, at boligafdelingen fylder 50 år.
Omkring 50 beboere var mødt op til jubilæumsfesten, hvor der var dækket op både i teltet og udenfor. Selvom vinden blæste, blev gæsterne hængende, og festen fortsatte langt ud på aftenen.
Mad, musik og flødeboller
Der var sørget for noget for enhver smag. På menuen var blandt andet pølser og flæskestegssandwich, frugt og fødselsdagskage. Musikken spillede en stor rolle i festen, og ifølge Hanne Wolf der var med til at arrangere jubilæumsfesten i Tartuhus var det tydeligt, at beboerne hyggede sig.
”Det var en rigtig god dag med godt fremmøde. Folk blev hængende langt ud på aftenen, og al maden blev spist”, fortæller Hanne.
Der var også plads til leg og aktiviteter. Gæsterne kunne blandt andet prøve en flødebollemaskine, hvor man skulle sparke en fodbold mod en plade og derefter forsøge at gribe den flødebolle, der blev sendt op i luften. Der var også slushice til gæsterne.
Formand for FFB, Jørgen Blond, deltog også i festlighederne og holdt tale for beboerne.
50 år med forandringer
Tartuhus blev opført i 1976 og har dermed været en del af Frederiksbergs boliglandskab i et halvt århundrede.
Da Tartuhus blev bygget, var området omkring Nordens Plads og Domus Vista under stor udvikling. I 1960'erne og 1970'erne voksede nye boligbebyggelser frem, og Tartuhus blev en del af denne udvikling.
Siden opførelsen har afdelingen også selv gennemgået forandringer. En større renovering i 2020-2021 gav blandt andet bygningen nye facader og vinduer, mens tidligere erhvervslokaler blev omdannet til 19 nye familieboliger. I dag rummer Tartuhus 89 boliger.
Beboerne kunne få lækker mad fra en madvogn, der var hyrret ind til jubilæumsfesten. Foto: Hanne Wolf.
Et fællesskab på tværs
Selvom Tartuhus har ændret sig gennem årene, er noget stadig det samme: Fællesskabet mellem beboerne.
Til jubilæumsfesten var mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde samlet om at fejre afdelingen. For Hanne er det netop noget af det, der kendetegner Tartuhus.
”Vi er mange forskellige mennesker, men vi kan godt lide hinanden og har et rigtig godt sammenhold”, siger hun.
Og det var måske netop det, jubilæumsfesten viste. 50 år efter Tartuhus blev opført, er der stadig god grund til at samles – både til hverdag og fest.

Ved festen var både musik og sang. Foto: Hanne Wolf.