Statue får stemme: Lyt til Betty Nansens historie
En ny lydoplevelse er flyttet ind på Betty Nansen plads. Med en QR-kode kan du nu lytte til en levende fortælling om en af dansk teaters store skikkelser - fortalt af statuen selv.
Betty Nansen-statuen på Betty Nansens Plads på Frederiksberg har fået en ny dimension, der gør det muligt at opleve historien, nu fortalt med lyd.
Tirsdag den 19. maj blev der sat lyd på statuen, da projektet Talking Statues – Betty Nansen blev indviet i samarbejde med Frederiksberg Kommune.
Med en QR-kode ved statuen kan man nu scanne sig frem til en fortælling, hvor Betty Nansen selv ’fortæller’ om sit liv og sin betydning.
Indvielsen blev markeret med taler fra blandt andre Borgmester Michael Vindfeldt, kunstneren bag projektet David Peter Fox, Frederiksbergfonden og Betty Nansen Teatret. Også FFB var repræsenteret ved formand Jørgen Blond.
Fra levende byrum til levende statue
Statuen af Betty Nansen er skabt af billedhugger Malene Bjelke, og blev opført i 2022 i forbindelse med omdannelsen af Betty Nansens Plads. På det tidspunkt var den kun den niende statue af en kvinde i det offentlige rum i Danmark.
Indvielsen i 2022 vakte dengang stor opmærksomhed, og ved åbningen lagde H.M. Dronning Margrethe vejen forbi. Besøget blev en festlig begivenhed for både beboere og samarbejdspartnere og understregede betydningen af både kulturarven og det lokale engagement.
FFB stod i tæt samarbejde med Frederiksberg Kommune bag omdannelsen af det nye byrum, som skulle skabe et nyt mødested på Frederiksberg. I 2024 åbnede også kulturhuset Ved Betty Nansens Plads, som i dag danner ramme om blandt andet KaffeKarma, JunkFood, fællesspisninger, banko, musik og boligsocialt arbejde.
I dag er Betty Nansens plads et levende samlingssted for blandt andet beboere i FFB, og nu bliver Betty Nansen statuen med den nye fortælling også ’levende’.
Stemmer til statuer på hele Frederiksberg
Med projektet Talking Statues bliver det nemt at gå på opdagelse i byens historier. Ved Betty Nansen-statuen kan man blot scanne en QR-kode med sin telefon. Herefter modtager man et opkald, hvor statuen selv ’taler’ og fortæller om sit liv, sin betydning og sin tilknytning til området.
Bag projektet står kunstner David Peter Fox, som har udviklet konceptet, der allerede findes i flere danske byer og i en række internationale storbyer.
På Frederiksberg er initiativet blevet realiseret i samarbejde med kommunen og med støtte fra Frederiksbergfonden, og der er indtil videre udviklet fortællinger til seks statuer rund i byen.
Formålet er at gøre kunst og historie mere levende og tilgængelig i hverdagen. I stedet for blot at passere statuerne kan beboere og besøgende nu stoppe op, lytte og få en ny forståelse af de personer og fortællinger, der har været med til at forme Frederiksberg.
Lyt selv til fortællingen ved at besøge Betty Nansen statuen eller ved at scanne QR-koden herunder.

Fakta: Talking Statues på Frederiksberg
- Talking Statues er et kunst- og formidlingsprojekt, udviklet af kunstner David Peter Fox
- Projektet giver statuer en stemme via en QR-kode og en lydoptagelse
- Scan koden og modtag et opkald, hvor statuen selv fortæller sin historie
- På Frederiksberg er der indtil videre lyd på seks udvalgte statuer
- Findes også i København og en række andre internationale byer
- Læs mere om Talking Statues her
Topfoto: Betty Nansen statuen på Betty Nansens plads, 2022, Marianne Svolgaard.