Nyheder

To FFB-afdelinger får tilskud til fællesskab og fest

Organisationsbestyrelsen har bevilget støtte fra arbejdskapitalen til Skolevænget og Tartuhus til projekter, der styrker naboskabet og skaber gode oplevelser for beboerne.

FFB’s organisationsbestyrelse har på sit seneste møde sagt ja til at støtte to afdelinger med midler fra arbejdskapitalen. Formålet med ordningen er at give afdelingerne mulighed for at søge økonomisk støtte til aktiviteter, der skaber fællesskab og trivsel. Ansøgningerne behandles to gange om året, og der er nu givet grønt lys til projekter i Skolevænget og Tartuhus.

 

Fællesspisning i Skolevænget
Skolevænget har fået tilskud til at afholde en række fællesspisninger i Kvarterhuset. Her skal mad være omdrejningspunktet for at samle beboere på tværs af alder og kultur. Hvert arrangement får sit eget tema for eksempel sundhed, grøn mad eller trivsel, og kombinerer middag med korte oplæg og dialog.


Beboerne er med til at planlægge, lave mad og dække bord, og der arbejdes på samarbejde med lokale butikker om råvarer. Projektet skal styrke fællesskabet i en afdeling uden eget beboerlokale og kan inspirere andre afdelinger.

 

Jubilæumsfest i Tartuhus
De tre afdelinger i Tartuhus fylder 50 år i 2026, og det skal fejres med en stor fælles fest. Efter en lang byggeproces og en kommende sammenlægning af afdelingerne er der brug for at styrke sammenholdet. Festen skal samle beboerne på tværs af generationer med mad, musik og aktiviteter for både børn og voksne.
Beboerne bliver inddraget i planlægning og afvikling, så festen bliver et fælles projekt.
 

En klar ramme for jer som afdelingsbestyrelse
FFB har gjort det nemmere for jer at søge tilskud til aktiviteter, der styrker fællesskabet i afdelingen. Organisationsbestyrelsen har fastlagt retningslinjer for, hvordan ansøgninger behandles, så I ved præcis, hvornår I kan søge, og hvilke krav der gælder. Du finder mere information her. 

 

Sådan søger I tilskud til jeres afdeling

  • Ansøgningsfrister: 1. maj og 1. november hvert år. Ansøgninger behandles på det første organisationsbestyrelsesmøde efter fristen.
  • Krav og fokus:
    • Min. 25 % medfinansiering fra afdelingen – enten som penge eller frivilligt arbejde.
    • Støtte gives til nyskabende initiativer, ikke til tilbagevendende fester (undtaget er jubilæer og nye afdelinger, som kan få op til 500 kr. pr. lejemålsenhed uden egenfinansiering).
  • Ansøgningsskema og procedure:
    • Find skemaet og retningslinjerne på FFB’s hjemmeside
    • Send den udfyldte ansøgning til kundecenter-ffb@kab-bolig.dk inden fristen.
Gå tilbage