Hvor vil du gerne bo, når du bliver gammel? I mormors kolonihavehus?
For beboerne på plejehjemmet Lindehaven er drømmen om et kolonihavehus gået i opfyldelse. Det indgår i et nyt aktivitetsområde, som skal bidrage til generationsmøder, fællesskab og livskvalitet.
Fredag den 3. oktober blev der i strålende solskin afholdt en festlig indvielse af det nye aktivitetsområde ved plejehjemmet Lindehaven. Borgmester på Frederiksberg, Michael Vindfeldt, deltog i begivenheden og afslørede sammen med to beboere fra plejehjemmet den kunstneriske dekoration af betonsøjlerne, som nu står som farverige pejlemærker i området. Kort efter blev det røde bånd klippet, og kolonihavehuset officielt indviet. Beboerne i Lindehaven tog det straks i brug.
Det nye område rummer både plads til beboere og besøgende på plejehjemmet. Aktivitetsområdet består af:
- En legeplads, hvor børnebørn kan lege, mens bedsteforældrene slapper af i haven.
- Et charmerende kolonihavehus, der gør plads til eftermiddagskaffe i solen med gæster eller andre beboere.
- Grønne områder med plads til ro, samtaler og små gåture.
- Kunstværker, der pryder betonsøjlerne i området og sætter farver på hverdagen.

Mange beboere var mødt op til indvielsen af det nye område.
Formålet med det nye aktivitetsområde er at skabe rammer for samvær og liv mellem generationer, og at gøre Lindehaven til mere end et plejehjem. Det skal være et sted, hvor man har lyst til at bo, når man bliver gammel. Et sted, hvor minder og nye oplevelser går hånd i hånd.
Så næste gang du spørger dig selv: "Hvor vil jeg gerne bo, når jeg bliver gammel?", så tænk på mormors kolonihavehus. Måske findes det i Lindehaven.

Det nye kolonihavehus, hvor beboerne allerede har fundet sig på plads.

Borgmester Michael Vindfeldt afslører en af de kunstneriske søjler.