Nyt kulturhus er åbnet ved Betty Nansens Plads
Takket være en donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan Frederiksberg Forenede Boligselskaber slå dørene op til den nye stueetage ”Ved Betty Nansens Plads”.
Det har været i støbeskeen i mere end 10 år, og torsdag den 5. september blev det endelig til virkelighed; det nye kulturhus ”Ved Betty Nansens Plads” blev officielt åbent for offentligheden ved en flot indvielse med fællessang og taler i septembersolen.
”Endelig er vi her. Mange års hårdt arbejde har båret frugt, og der skal lyde en stor tak til forhenværende formand for FFB, Laurits Roikum, og til projektchef i KAB, Kim Geertsen, som har drevet projektet alle årene. Også en særlig tak til Den A.P. Møllerske Støttefond. Uden deres donation på 15,2 millioner kroner havde det ikke kunnet lade sig gøre,” sagde formand for FFB, Jørgen Blond og tilføjede:
”Og tillykke til beboerne i afdelingen, til Frederiksberg og til alle de borgere, som kommer til at nyde godt af dette nye kulturelle samlingssted. Det er en perle.”
For formand for afdelingsbestyrelsen, Mansoor Siddiqi, som har boet i afdelingen i fyrre år, var dagen helt speciel.
”Det er en drøm, vi har haft i 20-25 år. Det kommer til at skabe liv, og det har vi manglet. Det betyder, at de beboere som måske ikke kommer så meget ud, nu kan få lyst til at komme ned og mødes og lære hinanden bedre at kende. Jeg tror, at det bliver et rent paradis,” siger Mansoor Siddiqi.
Stue med café, køkken og fællesaktiviteter
Den nye stueetage er designet af Henning Larsen Architects. Den består af caféen, Kaffe Karma, som er en socialøkonomisk virksomhed, der tilbyder lækker kaffe og hjælper sårbare mennesker i arbejde, og af JunkFood, som laver mad til gadens folk og bl.a. har unge, udfordrede i køkkenet.
Hidtil har JunkFood kunnet levere ca. 330 måltider om dagen, men med de nye lokaler på Frederiksberg kan det tal på sigt stige til flere tusinde måltider, fortalte Rasmus Munk, som er stifter af JunkFood og af den to-stjernede Michelinrestaurant Alchemist, til indvielsen.
JunkFood kommer også til at sælge mad til andre udefra. Bl.a. kommer de til at levere mad til fællesspisninger i andre boligafdelinger i FFB – ligesom det vil være muligt at købe både boller og dagens ret i Kaffe Karma lavet af JunkFood.
Sidst men ikke mindst er der også et fællesområde i stueetagen med plads til forskellige aktiviteter. Formand for FFB, Jørgen Blond, håber, at området vil blive brugt flittigt – til alt fra yoga og kor til tegning og meget mere.
”Vi vil gerne invitere alle indenfor, og man skal være velkommen til at komme med ideer til aktiviteter. Det er kun beboerne, borgerne og fantasien, der sætter grænsen for, hvad der skal ske hernede,” siger Jørgen Blond.