Toggle Mobile Menu

Forsikring

Det er vigtigt, at du har tegnet en indboforsikring, som kan dække tab af dit indbo, hvis du får indbrud, brand eller vandskade mv.

KAB har udfærdiget nogle gode råd, som kan være nyttige at læse.

Gode råd om indboforsikring

Direktør i Willis, Camilla Elverdal, og chefjurist i KAB, Birthe Houlind, giver gode råd om indboforsikring

Efter en stor brandskade kan man stå uden tag over hovedet, og hvis man ingen forsikring har, må man selv dække udgifterne til nyt tøj, møbler, genhusning og rydning af lejligheden m.v. Dit boligselskab forsikrer bygningerne, men ikke dine ejendele. Derfor er det vigtigt, du sørger for at have en forsikring, der dækker skade på dit indbo.

Hvilken forsikring skal jeg så tegne?

Der findes mange forskellige selskaber på markedet, der har forskellige tilbud på hylderne. Vi kan ikke anbefale et specifikt selskab, da det er meget afhængigt af dine behov. Men du skal være meget opmærksom på, at din forsikring skal dække:
• Brandskade
• Genhusning / opmagasinering
• Indbrudsskade
• Vandskade
• Ansvarsforsikring

En almindelig, såkaldt ’kombineret indboforsikring’ vil som udgangspunkt dække disse områder. Men der findes også forsikringer, hvor du har mulighed for at vælge de enkelte dækninger separat. Din endelige præmie vil afhænge af, hvilket produkt, du ender med at sammensætte. Det betyder, at du kan sammensætte en billig forsikring. MEN ‒ når skaden så opstår, falder den måske ikke ind under de dækninger, du selv har valgt. Så må du selv betale.

Andre faldgruber

Derudover skal du være opmærksom på, at rigtig mange forsikringsselskaber tilbyder tillægsforsikringer for følgende:

• Cykelforsikring. Nogle forsikringsselskaber har i dag taget dækningen ud af den almindelige forsikring. Har du cykel og behov for at få den erstattet ved tyveri, bør du sikre, at du har denne udvidelse.

• Rejseforsikring. Der er typisk mulighed for at tilknytte en billig rejseforsikring på en indboforsikring. Hvis du rejser, er det en rigtig god ide, da den oftest er billigere end forsikringer, du kan tegne via rejsebureau o. lign. Du skal være opmærksom på, at den ikke nødvendigvis dækker afbestilling, så det kan der fortsat være et behov for at forsikre, når du bestiller rejsen. 

• Særligt løsøre. Den sum, der dækkes, kan være begrænset. ’Særligt løsøre’ definitionen er lidt forskellig fra selskab til selskab, men typisk er det smykker, elektronik, pelse, antikviteter m.v. Har du store værdier på dette område, er du nødt til at udvide din forsikring.

• Elektronikforsikring. Der er flere og flere, der rent faktisk er dobbeltforsikret på dette område. Rigtig mange har det tilknyttet deres løbende indboforsikring. Når de køber for eksempel et nyt fjernsyn, tilbyder forretningen ofte en særlig forsikring for fjernsynet som tilkøb. Og betaler man fjernsynet med MasterCard, er der i rigtig mange tilfælde også tilknyttet en forsikring. I sidste ende kan man have tre forsikringer på fjernsynet, som dækker stort set ens.

Særligt for unge

Er du under 21 år, uden børn og bor du alene, vil du hos de fleste forsikringsselskaber stadig være omfattet af dine forældres indboforsikring, selvom du bor uden for hjemmet. Dette er naturligvis forudsat, at dine forældre har sørget for at tegne en forsikring med tilstrækkelig høj sum ‒ men muligheden er der.

Sådan tegner du en indboforsikring

Stort set alle danske selskaber kan give tilbud via internettet. Er du usikker, kan du ringe til et selskab og tale med en konsulent. De billigste selskaber har normalt ikke konsulenter, der kommer ud til familien – så har du spørgsmål klares de pr. telefon eller mail.
Ofte kan man som medlem af en fagforening, en interesseorganisation eller sportsforening eller lignende tegne en familieforsikring med rabat. Spørg i din omgangskreds eller søg på nettet.

Gennemgå dine forsikringer

Det er en god ide fra tid til anden at gennemgå dine forsikringer sammen med en konsulent fra dit forsikringsselskab. Måske har du købt et nyt fladskærms-tv, så forsikringssummen på indboforsikringen skal sættes op, eller du har nu to cykler i stedet for en. Er du i tvivl om, hvad din indboforsikring dækker, så kontakt dit forsikringsselskab, for det er ærgerligt først at finde ud af, at du ikke er dækket, når skaden er sket.

Kilde: KAB